Værd at vide

Værelserne

Kollegiets 3 huse rummer hver 16 værelser, fordelt på 2 etager, således at alle værelser har dør ud til husenes fælles køkken-alrum. Hvert værelse er på 12 m2 og har eget vindue samt altan/havedør ud til det fri. Toilet og badefaciliteter deles mellem værelserne parvis.

Indretning
Alle værelser er monteret med parketgulv og rummer desuden et 3-fløjet skab med skydelåger til opbevaring af tøj og diverse andre ting. Værelserne er som standard ikke møblerede. Kollegiet kan dog i begrænset omfang gratis stille et basis-møblement til rådighed i form af seng, skrivebord, sofabord og reoler.

Klik på tegningen for at forstørre:

Inkluderede ydelser
Vand, varme, el og adgang til tv/radio-antenne samt internet er naturligvis inkluderede i huslejen (dog naturligvis ikke medielicens). Tilslutningen til internettet sker gennem “Kollegienet Odense”, som udbyder internetforbindelse til næsten alle kollegier i Odense, og udgiften opkræves sammen med huslejen.

Husleje

Månedlig husleje kr. 2.150, inkl. varme, el, vaskeri og fri internet betales forud hver den første i måneden.

Pr. 1. januar 2019 udgør depositum kr. 6.450, depositum for nøglekort kr. 500 og engangsudgift til navneskilt kr. 50, i alt kr. 7.000, der betales ved lejekontraktens underskrivelse.

Køkkenerne

Når du træder ind i husene udefra, træder du ind i husets store køkkenalrum med langbordene som de samlende sociale centre. Faktisk er det enkelte hus symmetrisk bygget omkring det lyse og luftige køkken.

Indretning
Da det jo er et kollegiekøkken, er der, hvad der skal bruges af køkkenting til madlavning, til stede og dermed fælles. Du har dog dit eget køkkenskab til opbevaring af alm. madvarer, egen køleskabshylde samt plads i skabsfryserne.

Ølskab
Indretningen af fællesrummet varierer en del fra hus til hus og giver dermed husene lidt forskelligt særpræg, dog er alle huse udstyret med et ølkøleskab, som mod betaling forsyner med div. læskende drikke.

Faciliteter

Kollegiet rummer selvfølgelig en del fællesfaciliteter, både til de nødvendige hverdags- og studieaktiviteter samt dem, der giver et lille afbræk i hverdagen.

Fælleshuset
Huset indeholder bl.a. festlokale med eget køkken, storlærred til tv og filmfremvisning samt dansegulv med vildt diskolys og spejlkugle; det er her, kollegiets famøse semesterfester løber af stablen og ofte udvikler sig til uforglemmelige og meget festlige begivenheder. Desuden har alle beboerne mulighed for at leje lokalet til private fester uden for eksamensperioden.

Vaskerum
Kollegiets vaskerum, som ligger i tilknytning til fælleshuset, rummer vaskemaskiner, centrifuge samt tørretumbler, så du har mulighed for at vaske og tørre dit tøj, når vasketøjsbunken er blevet for stor.  Disse maskiner er til fri afbenyttelse, og der er også mulighed for udendørs tørring på vasketøjsstativerne.

Bordfodbold og bordtennis
Når lektierne er ved at tage overhånd, er det fantastisk at tage et lille afbræk med en dyst mod en medkollegianer eller en ven. Derfor råder kollegiet både over bordtennis og bordfodbold til fri afbenyttelse af beboerne.

Poolrummet
Poolrummet forefindes i fælleshusets kælder. Er man til lidt mere fredelige dyster, er kollegiets billardbord et sted, man kan få en del tid til at gå. Poolrummet er stedet, hvor man rigtig kan slappe af med en lille pils over et slag pool eller dart.

Udendørsarealer
Om sommeren er kollegiets udendørsarealer skue for solbadning, grillarrangementer og bålaftener. Herudover opstilles der om sommeren et par fodboldmål og et volleyballnet, som bl.a. danner grobund for de sunde kampe imellem husene, som i løbet af sommeren munder ud i kollegiaden, hvor det en gang årligt bliver afgjort, hvilket hus der er kollegiets bedste.